PÅSTANDE

 

Fortiden bliver væk

 

I betragtning af oldtidens (især arkæologiens) kraftigt betonede succes i disse år er det
første problem: betyder dette efterhånden konstante konsum af fortid, at man lærer
den at kende, eller at man annullerer den? Er omgangen med en ligesådan fortid
en beroligende modgift, et tilflugtssted for erindringen, for at den kan vende
tilbage til vores egen tid i forvisningen om, at denne er den bedste af alle mulige?

 

 

Fortiden bliver underholdning

 

Men der findes også en mere subtil og dagligdags måde at negere fortiden på: man gør
den lig med nutiden. Fordelen er, at man derved uddriver al dens forskellighed: man gør
den til underholdningssted, til mål for turist- og skoleudflugter. Og det allerstørste er så
at finde det allerede kendte igen.

 

 

Fortiden bliver fordøjelig

 

 

Det er klart, at den bedste måde til at ødelægge fortiden på, til at gøre den steril og
fordøjelig, er stiltiende at antyde, at enhver anden kulturel model, enhver anden
verden, med simple greb kan reduceres til den, vi kender.

 

 

Fortiden bliver fortalt

 

 

Indtil slutningen af det 19. århundrede er historien kun fortælling af den - undertiden
imaginære - fortid; og profetien eller utopien fortælling af en imaginær fremtid.
Historikeren og profeten er fast forankrede i deres nutid: de skuer blot ud på fortiden
eller fremtiden; i tidens flod står de på eet punkt og kun på dette. De imaginære
rejsende derimod foregiver i alle enkeltheder at beskrive rejser til steder, de aldrig har
betrådt, eller til frit opfundne øer, eller til jordens midte, eller månen. De rejser
ganske vist fysisk, men kun i rummet; de forlader ikke deres tid. Man kan foregive, at
man har besøgt alle områder på jordkloden; fortid og fremtid kan derimod kun fortælles
og ikke opsøges personligt.

 

 

Tiden i maskinen

 

Først 1895 bliver der med Tidsmaskinen af H.G. Wells indført en ny slags vilkårlig
fysisk rejse: fra det geografiske rum ind i den historiske tid. Det er det samme år som
brødrene Lumiere tager patent på filmen og foranstalter den første offentlige
filmforevisning: bevægelsen (tiden) kan nu fastholdes, arkiveres og genfindes.

Til rejser i rummet kunne man benytte skibe, kæmpemæssige skarabæer eller
kanonkugler; men ved denne rejse i tiden formidles bevægelsen gennem maskinen,
der styres med et simpelt håndgreb. Tidens strøm, der kun bevæger sig i een retning,
blev gennembrudt af industri-civilisationen; når tidens bånd først er kommet ind i
maskinen, kan det - som en filmstrimmel - sidde fast, køre tilbage, rase vanvittigt
afsted. Sandsynligvis sker det alt sammen og mere endnu: for maskiner er der mange
af. Maskinen sønderbryder og opløser menneskets omgang med verden.

 

 

Historien kan kun fortælles

 

Disse rejser - til fortiden eller fremtiden - er først og fremmest kedelige. Vi møder
næsten intet, som vi ikke kendte i forvejen. Beviset på det er, at fortid og fremtid
kommer til at ligne hinanden mere og mere. (I tegneserierne som udspiller sig i
fremtidige tidsaldre går personerne - fra fodtøj til hjelm - klædt som romerske krigere;
eller keltiske.) Men hvis fortiden bare delvist skal vinde sin tæthed og fylde tilbage, er
det tværtimod nødvendigt at lægge afstand til den. Det er nødvendigt helt og fuldt at
gøre sig klart, hvor vanskeligt det er at begribe den. Det er nødvendigt at gøre sig dens
brudstykkeagtige og ufuldstændige karakter klart; virkeligt at vide, at disse
brudstykker først træder i forbindelse med hinanden gennem fortælling. Efter
undertiden enorme og alligevel forgæves anstrengelser for at fortolke og integrere dem.

 

 

Kilde

Salvatore Settis: Tidsmaskinen. Om at omgås med historien